Tip en ven   Udskriv siden   Facebook
 

Vi ønsker at tage et socialt ansvar

Danmark er et dejligt land, men under overfladen ulmer en destruktiv verden med en stigende tendens til vold, selvmord, alkohol og narko, som frister et stadig flere børn og unge uden rødder, tilholdssted eller socialt fundament.

Ungdomsproblemer.dk er i den sammenhæng blevet grundlagt for at gøre en forskel. Vi ønsker at tage et socialt ansvar. En nations karakter er afhængig af folkets moralske karakter og af de principper, de enkelte borgere bygger deres liv på. Men i Danmark lever vi i en kultur, hvor børn og unge ikke mere hører om fundamentale værdier og normer. Paradise Hotel har ikke lært denne generation, hvad der er rigtigt og forkert!
Livet består af vores valg, bygges af vores værdier og afgøres gennem vores karakter. Unge i Danmark har brug for værdier, som de kan bygge deres liv ud fra, værdier som de kan tage til sig og se udbyttet af dagen efter.
Alt for tit hører vi om teenagere, der har det svært psykisk, og hvis handlinger ofte eskalerer i vold, kriminalitet, stofmisbrug og andre symptomer på følelsesmæssige og sociale forstyrrelser. Mangel på kontakt med sine egne følelser kan være katastrofal og føre til brudte venskaber, ødelagte forhold, ensomhed, voldtægt, mobning, hærværk, skilsmisse – hvilket alt sammen kan føre til et dårligt liv. Disse former for selvdestruktiv adfærd skader ikke kun personen, som udøver den og samtidig lider under den, men også det netværk, der omgiver den unge.
Ungdomsproblemer.dk arbejder for at forbedre vilkårene for de svagest stillede grupper i samfundet. Alle har ret til et godt liv, men det første skridt tager man selv.
Vores samfund og de enkelte familier producerer desværre ikke så mange landsdækkende forbilleder, og vi mener, at unge behøver sunde forbilleder at identificere sig med for at undgå en negativ identitetsdannelse. Med henblik på dette ønsker vi at være en virksomhed, der på mange områder kan præge vores land med positive værdier.

Ungdomsproblemer.dk bygger på et fælles værdigrundlag, som vi gerne vil se mere udbredt i vores samfund. Vi arbejder for at bremse den negative spiral, som de marginaliserede unge ofte havner i. Gennem vores konsulentydelser forsøger vi at give de unge og deres familier en mængde redskaber, der gør det muligt for dem at fungere i hverdagen.

Vi ønsker at være den bedste og mest effektive organisation med de bedste og mest effektive medarbejdere i forhold til socialt arbejde med unge mellem 14 og 23 år.

Vi arbejder i hele landet som et tilbud til de unge, deres familier og kommuner, der ønsker hjælp til at udrette en forskel. Vi har et højt fagligt niveau, og vi arbejder hele tiden på at videreudvikle vores kompetencer.

Har I lyst til at gøre en forskel sammen med os, kan I være med til at støtte vores store sociale arrangementer og kampagner. Det er en ideel investering i forhold til den promotionsværdi, der vil være i at støtte projekter, der når ud til mere end 50.000 unge om året.

Vores sociale projektinvesteringer:

2003 Projekt Storebroderen – gratis støtte til udsatte unge 2004 Medigangsætter til Girltalk – gratis pigerådgivning 2005 10.000 gratis bøger til folkeskoler 2006 Fem gratis stand-up-foredrag for alle 2007 www.netvaerksprisen.dk – med tale af Søren Lynge 2008 Unge Med Grænser – gratis rådgivning til unge i hele Danmark 2009 Ungdomsproblemer.dk – gratis tv- og broadcast-undervisning

Kontakt os venligst for mere information.
Venlig hilsen
Søren Lynge
Ungdomsproblemer.dk
 
 
Ungdomsproblemer.dk | Ågerupvej 66 | 2750 Ballerup | 70 27 25 26 | info@ungdomsproblemer.dk